Bålet – et samlingspunkt
Igennem mange tusind år har ilden og bålet været et centralt omdrejningspunkt for mennesket. Vi har brugt ilden til at lave redskaber, tilberede mad, skabe varme og skabe lys. Ilden har været en livsnødvendighed – det har været årsagen til at vi har overlevet som race.
Det har samtidig været det naturlige samlingssted om aftenen og i de mørke vintermåneder. Det har været omkring “hjemmets arne”, at vi samledes, sad med vores sysler, hver især, imens vi delte historier om gamle tider og drømme om det der kunne komme.
I dag er ilden stadig et aktiv, men ikke længere så tydelig – vi kan ikke se den i de mange processer og produktioner hvor den indgår. Og vores tilberedning af mad og varme kommer fra kilder der kommer ud af rør og ledninger.
Vi bruger dog stadig ilden og bålet som et supplement og som hygge. Vi tænder op i brændeovnen, tænder stearinlys for hyggens skyld og en gang imellem tænder vi et bål i bålfadet på terrassen for at riste skumfiduser. Og en sjælden gang imellem sidder vi og stirrer ind i flammerne mens vi snakker sammen.
Ilden og bålet kan meget mere. Bålet kan stadig være et samlingspunkt for os mennesker og ikke kun derhjemme ved pejsen, men også som et aktiv i vores arbejdsmæssige dagligdag.
Et bål er både lys og varme, så det at sidde omkring bålet, stirre ind i flammerne og lytte til knitren fra det brændende træ, er i sig selv mentalt beroligende. Samtidig er det et praktisk redskab til at få lavet varmt vand til kaffe, the eller kakao og måske tilberede lidt snack over gløderne. Det er derfor, også i dag, et godt samlingspunkt for dialogen og styrkelsen af de daglige arbejdsmæssige relationer.
Det kunne være det ugentlige afdelingsmøde som starter med en walk and talk og imens har et par stykker tændt op i bålfadet på virksomhedens lille terrasse og gjort klar med kopper, the, kaffe, pinde og en snack. Så kan alle samles omkring bålet efter gåturen og dele deres tanker og refleksioner.
Vi skal tilbage til, at bålet har en værdi for vores relationer. Vi skal have etableret, eller rettere flyttet, “hjemmets arne” væk fra computerskærmen og Powerpoint-præsentationen ud til omkring bålet. Vi har ikke glemt det, men det ligger bare lidt langt væk og måske kan vi ikke helt huske hvordan vi får gang i bålet.
Det handler både konkret, og lidt poetisk, om, at vi får tændt en glød, får pustet til den, så vi får en flamme og så får gang i bålet. Start i det små og det nære, dér hvor det kan lade sig gøre og bevæg jer ud derfra.
Vil I have mere inspiration til at lave møder udendørs og bruge bålet, så se vores kursus i at bruge naturen som møderum.