Sæt farten ned…
For 8 år siden sad jeg på mit kontor og kiggede ud af vinduet og blev inspireret til at skrive et blogindlæg. Når jeg læser det i dag, er det stadig aktuelt og relevant, selvom mine egne daglige vilkår har ændret sig noget. Så hér er det – igen…
Jeg sidder her og skal til at skrive et indlæg til min blog og har siddet et stykke tid ganske stille og ladet tankerne rulle og kigget lidt ud af vinduet på sneen og den smukke forårshimmel. Pludselig bliver jeg opmærksom på, at der i dag er en ny gæst på den fuglekugle som hænger udvendigt på mit vindue, ca. 1 meter fra mig: En lille fin topmejse. En fugl som ellers normalt er relativt sky.
Hvis ikke jeg havde lænet mig tilbage, havde nydt udsigten og havde givet mig tid til at lade tankerne flyde, var det ikke sikkert at jeg havde opdaget det. I stedet havde jeg måske været optaget af at læse og skrive mail, forberede undervisningen til de kommende dage, været på Facebook (for jeg skal jo ikke gå glip af noget) eller kamp-googlet efter nye teknologiske godter, som jeg kan bruge mine penge på (der skal jeg jo helst heller ikke gå glip af noget).
Heldigvis lænede jeg mig tilbage et øjeblik og fik dermed mulighed for at få øje på noget helt andet – fordi jeg gav mig selv tid.
Vores hverdag (og såmænd også min) er planlagt i detaljer med aflevering af børn i skole og institution og dernæst transport til arbejde (helst lidt hurtigere end tilladt). En hektisk arbejdsdag, hvor man som regel ikke når at svare på alle de mails der ligger i indbakken, fordi man har dagen fyldt med møder og folk som “lige kom forbi”. Hjem igen (denne gang lidt hurtigere end før, da man er sent på den), hente ungerne og så hjem og lave mad og hjælpe med lektier. Ud af døren igen for at køre begge unger til FDF og når de er hentet igen, puttet og madpakkerne er smurt, er klokken hen ad 21. Og så skal man liiige svare på de mails som man ikke nåede på arbejdet. Endelig i seng kl. 23.30 og gøre kroppen klar til at starte forfra næste dag igen.
Det er måske lidt karikeret sat op, men jeg tror ikke det er så langt fra den virkelighed som mange mennesker oplever. Oven i det, så forventer vores arbejdsgiver, at vi bruger vores fritid på at slappe af og lade op til en ny arbejdsdag (og så lige svare på de mails som vi ikke nåede på arbejdet), men det er bare ikke altid sådan det fungerer.
Som mennesker har vi brug for en gang imellem at sætte farten ned og blive opmærksomme på, hvad der sker omkring os i nuet og ikke kun have fokus på det, der skal ske lige om lidt. Vi skal give os selv tid til at gøre ikke-noget og være til stede.
Som det jo nok fremgår af min blog, bruger jeg selv naturen til at koble fra. Men selvom jeg bevæger mig ud i naturen og oplever hvordan naturens lyde, farver og bevægelser skaber en indre ro og balance for mig, så kræver det stadig, at jeg prioriterer at gøre det. At jeg afsætter tiden til at forlade overhalingsbanen og drejer ind på naturens rasteplads og lade mig selv gå lidt i stå for en tid. Det kan sagtens kombineres med en gå- eller løbetur eller blot være at se ud af vinduet (hvis man er så heldig at have natur-udsigt) og “få øje på en topmejse”.
Det samme gælder i og for sig når vi udvikler os selv som ledere, når vi udvikler medarbejderne eller når vi udvikler vores organisation. Hvis vi skal have mulighed for at få øje på noget nyt, er vi nødt til at sætte farten ned og give os selv tid til at være sammen på en anden måde. Vi skal have tid til at tale sammen og nå længere ind i samtalen, end det vi normalt gør. Vi skal længere end til at sige de ting, som vi plejer at sige.
Udfordringen er, at vi som regel vælger de samme rammer og derudover effektiviserer udviklingsprocessen, så vi kan spare tid og ressourcer. Men hvis vi gør de samme ting, og ikke giver os selv tid, så finder vi frem til de samme resultater (igen) og spørgsmålet er dermed, om vi så reelt udvikler os.
Jeg tror, at hvis vi bryder med den vante ramme og også giver os tid til at være sammen og dyrke relationerne igennem dialog og samvær, så vil vi i højere grad udvikle os selv som både mennesker, kollegaer, ledere og dermed som organisation.
Og det er så her, at naturen kommer ind i billedet. Naturen har en fantastisk evne til at give os ro i sindet og få os ned i tempo. Jeg har tilbragt mange timer omkring et bål eller på gåture sammen med andre, hvor vi har haft samtaler, som er nået ned i de dybere lag.
I naturen kan man sidde stille og kigge og lytte og langsomt se og høre mere og mere omkring sig – i skovbunden, i busken, farverne på himlen og skyernes former. Jeg tror, at naturen giver de samme muligheder for at se mere og få øje på noget nyt i de relationer vi har med hinanden – hvis vi sætter hastigheden ned og giver os selv tid.